Annika Olsen, landsstýriskvinna við norrønum samstarvsmálum, kom inn á ynskið um sjálvstøðugan føroyskan limaskap í norðurlendska samstarvinum, tá hon seinnapartin í dag (31. oktober 2012) helt eina røðu á eini móttøku, sum Norrøna Felagið skipaði fyri saman við finska systirfelagnum og finsk-føroyska vinafelagnum Tjaldur.
Móttøkan varð hildin í borgarasalinum í einum tilbygningi til finska ríkisdagin, har Norðurlandaráðið heldur sín 60 ára fund í hesum døgum.
Røðan hjá Anniku Olsen ljóðaði soleiðis:
Først tak til Tjaldur og Foreningen Norden for indbydelsen til denne hyggelige sammenkomst her i Helsingfors. Det er altid spændende, når der samarbejdes mellem de folkelige bevægelser i Norden. Det er noget jeg sætter stor pris på, ligesom jeg mener, at det er selve livsnerven i det nordiske samarbejde. Jeg mener nemlig, at det ville være grundlæggende utilstrækkeligt, hvis jeg som samarbejdsminister kun diskuterede nordisk samarbejde med mine politiske kolleger. Den virkelige kilde til et sundt og holdbart nordisk samarbejde findes netop i en levende dialog imellem det politiske system og folket i Norden, som Foreningerne Norden jo repræsenterer. Dette forsøger jeg som nordisk samarbejdsminister at håndhæve aktivt.
Jeg havde ikke det helt store kendskab til foreningen Tjaldur, men jeg har forstået, at Tjaldur har knyttet venskabsbånd til Færøerne siden 1975. Jeg ser også på Tjaldurs program for året, at I er en meget aktiv forening, og at I tidligere i år har haft besøg af vores kendte musiker Brandur Enni, som endda stammer fra min egen hjemø, Suðuroy.
Færøernes plads i det nordiske samarbejde er ikke altid den, man hører mest om. Men ikke desto mindre, så er vi en yderst levende del af den nordiske familie. Vi deler historie og kultur med folket i Norden. Der har været eksempler på mindre fredelige episoder, det kender vi jo godt, men Norden har udviklede langsomt, men sikkert, et fundament til velfærdstaten, som vi kender den i dag. Og for at gøre en lang historie kort, så er vi med tiden ganske enkelt blevet dem, som sætter standard for resten af verden.
Den grundlæggende ressource i Norden findes i respekten for hver enkelt borger i regionen. Den findes i respekten for sociale rettigheder, for menneskerettigheder, for tryghed og for et fællesskab. De nordiske lande forstår at samarbejde som ligeværdige parter om anliggender af fælles interesse.
Men Norden har også brugt megen energi og store ressourcer på at engagere sig i projekter, som ligger udenfor de nordiske grænser. Og lad mig understrege, at det er trods alt vigtigt, at vi får kendskab til andre lande og kan drage nytte af andres erfaringer. Og Norden skal også engagere sig i den globaliserede verden, fordi vi har værdifuld viden og erfaringer, som vi med stolthed bør kunne eksportere til omverden. Det har også været gavnligt og vigtigt. Men faren eller risikoen har ligget i, at det nordiske samarbejde måske var i gang med at fortabe sig i store, overordnede og abstrakte politiske projekter, som ikke i tilstrækkelig grad var forankret i folket.
Her kommer jeg til at tænke på Vestnorden, som i en længere periode i stigende grad så sig selv som en marginaliseret del af Norden. Det var jo ikke noget specielt positivt symptom på en sund samarbejdsform.
De to af Vestnordens tre lande er knyttet til nordisk samarbejde via et tredjelands medlemskab. Med status som “selvstyrende område”, som det hed, har Færøerne, Grønland og Åland deltaget i det nordiske samarbejde gennem de sidste 30-40 år. I begyndelsen var samarbejdet af en noget begrænset karakter, men med tiden har landene tilkæmpet sig større og større rettigheder indenfor Helsingforsaftalens rammer samt større og større deltagelse i det nordiske samarbejde. Og det er positivt.
Men jeg vil ikke lægge skjul på, at det, efter min mening, vil klæde det nordiske samarbejde bedst, hvis de selvstyrende lande ville få tildelt ligeværdig deltagelse. Det ville i virkeligheden være ganske passende i traditionel, god, Nordisk ånd.
Det er godt at bo på Færøerne. Vi har oplevet fremgang på de fleste områder. Vi er med i næringsmæssige sammenhæng i samarbejde på tværs af grænser i Norden og globalt. Næringslivet har fundet frem til, og erfarer i dag, styrken, der ligger i tættere samarbejde over grænserne. Det har resulteret i en række succesrige internordiske fusioner, fremgang og international succes.
Der er mange muligheder til stede, men det er op til den politiske handlekraft at sikre, at f.eks. aktuelle grænsehindringer bliver bragt af veje til fordel for et åbent og dynamisk Norden. Mange af disse praktiske foranstaltninger og nødvendige lovændringer kan indføres allerede i dag. Og efter min mening bør grænsehindringsproblematikken få en langt større prioritering og vægt i det nordiske samarbejde. Politisk bør vi fjerne alle grænsehindringer til fordel for både folk, miljø og erhvervsliv, dog uden at vi udvisker de nationale særpræg og forhold, som også er vigtige i forhold til at opretholde en sund konkurrence mellem landene.
Hvis for eksempel Øresundsregionen skal blive standarden for hele norden, så er intet vundet. Forskelligheden i Norden er, efter min opfattelse, en meget vigtig del af den nordiske styrke. Det er yderst vigtigt, at de formelle samarbejdsstrukturer i Norden aktivt omfatter alle og alt i Norden – stort som småt.
Færøerne har mange egenskaber og særpræg, som er med til at definere Norden – hvis vi tillader det. Der vil altid være en fare for, at de små bliver overskygget af de store. Men jeg har en begrundet tillid til, at Norden er i stand til at sikre mangfoldigheden i Norden (tror jeg).
På den anden side, så kan jeg ikke lade være med at tænke på den aktuelle udvikling med hensyn til Nordatlanten og Arktis. Vi taler om så store områder og så store ændringer i det marine system, at det nordiske samarbejde bliver useriøst, hvis ikke også netop Færøerne, med sine store interesser i området – for ikke at tale om Grønland – på lige fod med de øvrige lande i Norden er med til at forhandle om og tage indbyrdes ansvar for disse områder.
Ministerrådet er netop i gang med at afslutte det nye styredokument for bæredygtig udvikling og grøn økonomi. Og igen, så hænger det efter min mening ikke rigtig sammen, hvis ikke alle landene i norden arbejder sammen på lige fod omkring disse vigtige anliggender. Vi skal arbejde med sociale udfordringer, øget trafik i Arktis, nye scenarier for miljøberedskab, udnyttelse af levende og ikke-levende ressourcer på et bæredygtigt grundlag.
Norden er porten til det arktiske område. Interessen fra stormagterne Kina, USA, Rusland m.fl. er enorm, og kampen om Arktis er startet for længst. Vi har ikke råd til at lade være med at stå sammen og støtte hinanden. Det eneste vi får ud af det er, at de store supermagter overtager Nordens retmæssige andel af det arktiske territorium.
Forudsætningen for, at dette skal lykkes, er, at vi arbejder sammen. At vi finder fremadrettede løsninger sammen, og ikke lader os standse af en eller anden jura, som umiddelbart dikterer diverse forbehold. Det burde vi trods alt efterhånden være vokset fra. Det er det, vi politikere er til for, at finde frem til de rigtige løsninger, og så må juraen indrette sig derefter.
Lad mig slutte med en lille historie. Den handler om en minibus, der kører med nogle passagerer et sted mellem Akureyri og Reykjavik på Island. Chaufføren bemærker, at blandt de 5 passagerer er der 4 engelsktalende og en færing. Chaufførens telefonen ringer. Han bliver spurgt et eller andet om passagererne, hvortil han svarer, at der er 4 udlændinge og en færing med på turen.
Historien burde illustrere den form for samarbejde og familiære forhold, vi bør have i sigte, når vi taler om Nordisk samarbejde i fremtiden. Vi er ikke ens, men vi respekterer hinanden, og vi skal have lov til ikke at være ens. Vi ved nemlig hvordan vi kan vende det til fælles fordel. Vi skal stadig blive dygtigere til at bruge forskellighederne positivt – på alle områder.
Alle de grundlæggende byggesten er jo til stede.
Fremtidens Norden må ikke, som jeg har fornemmet til tider, blive opslugt af udenfor liggende anliggender, som overskygger det nordiske samarbejde. Det må ikke ske, for det er det alt for vigtigt til. Den store verden er selvfølgelig meget interessant, og det er endda yderst vigtigt, at Norden spiller en aktiv rolle på internationalt plan. Vi har mange værdifulde værdier og ressourcer at dele med omverden, og det skal vi fortsætte med.
Jeg vil endnu en gang takke Tjaldur og Foreningen Norden for invitationen. Jeg håber selvfølgelig også, at mine ord og tanker kan være med til at fortælle lidt om Færøerne og vores stilling i det nordiske samarbejde. Jeg ønsker Jer lykke til med Jeres forening med mange spændende arrangementer i fremtiden. Vi glæder os over den interesse, I har for Færøerne, og at I er med til at fortælle flere mennesker om vore dejlige øer i Nordatlanten.